Det Danske Spejderkorps flyttede ind i 1998, efter at have købt og istandsat gennem et par år. I 2008 flyttede De grønne pigespejdere herud, og Spejdernes Udviklings Fællesskab (SUF), nu Spejdernes Administrations Fællesskab (SAF) så dagens lys.
Spejdercenter Holmen har tidligere været brugt af forsvaret til laboratorium og lagerplads for søværnet, og i flere af bygningerne har der været forsket i krudt og kugler, mens der andre steder har været opbevaring af hylstre til bomber og granater.
Spejdercenter Holmen består af Sovehuset (1847), Mødehuset (1893) og Korpskontoret (1940). Bygningerne er bygget til at kunne holde til lidt af hvert, f.eks. har Krudttønden i Sovehusets ene ende metertykke mure og skæve vinduer.
Lejrpladsen er inddelt i 8 lommer med plads til et patruljetelt, og vores Shelter har oplevet meget i sine omkring 15 leveår. Under december-stormen i 1999, væltede overdelen af Shelteren helt rundt og landede nede i kanalen, og det er faktisk den anden Shelter, fordi den første brændte. Vi har mange flotte træer og buske, og specielt det store kastanjetræ i midten er flot i sommerhalvåret. Det smider stadig masser af kastanjer af sig, så der er masser af mulighed for en kastanjejagt på græsplænen.
Du er velkommen til at gå en tur rundt om området eller leje dig ind på Spejdercenter Holmen.